OS IMELLEM
Psykolog og parterapeut på Amager
Jeg hedder Sarah Fabricius, er 40 år og bor på skønne Amager med min familie.
Jeg er autoriseret psykolog og parterapeut og indehaver af klinikken Os Imellem på Amager, Italiensvej.

De fleste af os bliver i løbet af livet ramt af kriser, sorg og svære perioder, som vi kan have brug for hjælp til at finde vores vej i.
Mange oplever det vanskeligt at få familielivet til at hænge sammen; måske fordi familieliv er intenst og virkelig hårdt arbejde; måske fordi der er børn med særlige behov; en hård start på familielivet eller nye konstellationer som skilsmisse, nye partnere mv.
Nogle af os farer vild i eller overvældes af hverdagslivet og glemmer os selv og hinanden.
Vi reagerer alle sammen forskelligt, men meningsfuldt ud fra de oplevelser og livsvilkår, vi har med os.
Jeg brænder for at hjælpe helt almindelige mennesker med almenmenneskelige problemer, som kan overbelaste og overvælde.
Her er min vigtigste opgave at hjælpe dig/jer til at finde mening i og forståelse for, hvad der sker indeni jer hver især, og hvad der sker imellem jer, så I kan møde jer selv og hinanden på nye måder. Vejen til heling går gennem omsorgsfuld kontakt og forbundethed til os selv og vores nære.
Jeg har stor erfaring med familiedynamikker og relationer, og jeg arbejder ud fra troen på, at hvad der fylder og er svært i vores relationer også bliver svært indeni os og omvendt.
Jeg tilbyder parterapi, familieterapi, forældrerådgivning samt individuel terapi med børn, unge og voksne på Amager.
Os Imellem tager i mod alle uanset race, religion, kønsidentitet eller seksuel præference ❤️🌈
Prisliste
Parterapi
80 minutter
1500 kr.
Individuel terapi (voksne, børn og unge)
50 minutter
1100 kr.
Familieterapi (herunder legeterapi med forældre og børn)
80 minutter
1500 kr.
Priser tilpasses efter behov ift. hvilke tjenester, der tilbydes.
Det er muligt at lave sessioner online efter aftale på en krypteret teams-forbindelse, hvor jeg sender et link. Jeg foretrækker at mødes første gang fysisk, inden online-forløb startes op.
Om Os Imellem
Parterapi 💗
Parterapi egner sig til:
- Par, som oplever gentagne skænderier og konflikter, og som kan have svært ved at finde hinanden igen. En variant her er også par, der bebrejder den anden konflikterne eller giver den anden skylden for ens egen reaktion herpå.
- Par, som stopper med at tale med hinanden om vigtige emner, længsler eller behov, fordi det er nemmere at lade være, og man er nervøs for den andens reaktion.
- Par, der går og venter på, at livet bliver lettere, fx at børnene bliver større; at husprojektet er færdigt; at der kommer ro på arbejdet mv. Det er nu, livet foregår, og det kan være vigtigt at tage hånd om udfordringerne i stedet for at vente på, at det fikser sig selv.
- Par, som føler sig langt fra hinanden og savner at opleve kontakt og forbundethed; det være sig fysisk og seksuelt, men i høj grad også mental og følelsesmæssig nærhed i det daglige.
- Par, som har brug for hjælp til at komme i gennem krise e.l. sammen.
- Par, der er i tvivl om, hvorvidt de skal blive sammen. Det er vigtigt at tilføje, at jeg ikke kommer med anbefalinger ift. jeres valg, men jeg kan hjælpe jer med at blive klogere på jeres dynamikker, så I selv kan tage et mere informeret valg.
Ovennævnte er eksempler, og I er velkomne til at kontakte mig, hvis I er i tvivl om, hvorvidt parterapi er noget for jer.
De bedste forudsætninger for succes med parterapi er, at begge er åbne for at indgå i terapien og er villige til at åbne op for nye perspektiver og forståelser af sig selv, sin partner og den indbyrdes kommunikation. Dvs. at begge er med på at arbejde for forholdet og tage ansvar for det arbejde, der ligger i det. Når det er sagt, er det vigtigt at tilføje, at det er helt almindeligt at være nervøs og have ambivalente følelser omkring terapi. Det vil også tit være sådan, at den ene er initiativtager ift. at starte op i terapi, mens den anden mere eller mindre medvilligt tager med.
Jeg anbefaler, at vi starter med en fællessamtale, hvorefter jeg har en individuel samtale med jer hver især. Herefter fortsætter vi sammen. Dette med forbehold for at justere efter, hvad der viser sig at være behov for.
Jeg er efteruddannet indenfor EFT (emotionsfokuseret parterapi) ved Jette Simon - den sejeste frontkvinde indenfor parterapi i Danmark og udland, som jeg er stærkt inspireret af. Jeg holder også meget af Jytte Vikkelsøes forståelse af og arbejde med par og kærlighed.
EFT er en evidensbaseret metode udviklet på baggrund af tilknytningsteorien, hvis udgangspunkt er, at vi alle er drevet af behovet for at høre til og være forbundne med vores nære. Fokus er på at identificere og arbejde med de konfliktmønstre, par ryger ind i - ofte hurtigt og igen og igen. Formålet er, at parret sammen bliver klogere på mønstrene; herunder hvorfor man selv reagerer, som man gør, og hvorfor den anden gør og hvilke sårbarheder og behov, der ligger under konflikten. For på den måde at mærke kontakt på ny og kunne kommunikere på mere hensigtsmæssige måder. Det vigtige og afgørende arbejde ligger i, at vi opdager den følelsesmæssige betydning, der ligger i reaktionerne. Her begynder vi at begribe, hvad der sker på både vores egen og den andens inderside (følelserne indeni), og at dette ikke altid stemmer overens med ydersiden (adfærden udadtil).
Parterapi handler på den måde ikke om at afgøre, hvem der har ret eller bidrager med mest, men om at nærme sig hinanden følelsesmæssigt og forstå, at det er vores konfliktmønstre, der er fjenden; ikke den anden.
Netop det at kunne hjælpe på vej og være vidne til pars betydning for hinanden og deres sårbare samtaler med hinanden er dybt rørende og giver mig stor energi i mit arbejde.
Familier, forældre, børn og unge🫱🏾🫲🏼
Jeg har mange års erfaring med familiearbejde, og jeg ved hvor meget, det slider, når vores familieliv er svært. Hvis I oplever, at jeres familiære udfordringer primært handler om, at det er svært mellem jer som par, eller at familielivet præger og går ud over jeres parrelation, så anbefaler jeg parterapi, som I kan læse mere om ovenfor. Det er vigtigt at have for øje, at udfordringer mellem de voksne også har stor indflydelse på vores børn og stemningen i hjemmet.
Skilsmissefamilier:
Om det er helt nyt eller længe siden, I er gået fra hinanden, så kan der vise sig udfordringer med jeres samarbejde eller omkring jeres egen eller børnenes håndtering af det livsvilkår, det er at leve i en brudt familie. Jeg har stor erfaring med skilsmissefamilier og ved, hvad der kan fylde for både børn og voksne, og hvilken forandring en ny familiekonstellation kan have på godt og ondt. Jeg er certificeret skilsmissebehandler under SES (Samarbejde Efter Skilsmisse).
Jeg arbejder ud fra barnets perspektiv ift. hvad barnet har brug for fra jer som forældre, og hvilke krav det stiller til jeres samarbejde. Forskning viser, at børn, hvis forældre formår at samarbejde respektfuldt og med tillid til hinanden som forældre, klarer sig bedre og kommer sig bedre ift. skilsmissen, end hvis samarbejdet er konfliktfyldt og på den måde går ud over børnene. Derfor insisterer jeg også på at finde måder hvorpå vi kan fremme det gode samarbejde for børnenes skyld, samtidig med at jeg er helt bevidst om, at det er noget af det sværeste; især hvis man fx har haft et kompliceret brud eller er uenige om børneopdragelsen.
Familier og vejledning til familier:
Jeg har gennem min studietid, og efter jeg er blevet færdig som psykolog haft en stor interesse i at arbejde med familier og børn. Jeg brænder for at bringe forældre og børn tættere sammen ved at øge forældrenes blik for barnet og dets behov. Derudover at hjælpe forældre i deres arbejde med det, som kan stå i vejen for at blive den forælder, man allerhelst vil være og har potentialet til at blive. Det kan fx være krise og efterreaktion ovenpå en hård fødsel eller start på familielivet. Når vi bliver forældre, kan der ske det, at vi bliver aktiveret i de ting, vi selv har med os fra vores barndom, og som er nødvendige at arbejde med for at kunne give vores børn det, vi drømmer om.
Jeg har arbejdet med mange forældre - både fædre og mødre, som har reaktioner oven på det at blive forældre, og det er både almindeligt, men også vigtigt at tage alvorligt og få arbejdet med.
Et forløb hos mig tager som regel både udgangspunkt i dig selv som forælder og din relation til dit barn - hvad vi sammen får øje på, at dit barn har behov for, og hvordan det bedst imødekommes.
Børn og unge:
I både mit nuværende og tidligere job i det kommunale har jeg arbejdet meget med børn og unge i form af samtaler, legeterapi og gruppeforløb. Det kan give god mening at børn og unge får deres eget fortrolige rum, men det er også vigtigt at huske på, at ansvaret for vores børns trivsel ligger hos os selv som forældre. Børn kan altså ikke komme i forløb hos mig og blive "fikset", det er vigtigt at gøre tydeligt, at I som forældre også skal inddrages i forløbet og være indstillet på at arbejde og justere jer efter barnet. Det er jer, der kender jeres barn bedst, og som er sammen med barnet, når barnet viser både sine bedste og sværeste sider. Derfor er det også jer, der skal lære at støtte og håndtere barnet og dets adfærd, og det vil jeg gerne hjælpe jer med!
Individuel Terapi 🌟
Det kan måske lyde selvmodsigende, men i den individuelle terapi er jeg, ligesom i resten af mit arbejde, også optaget af relationer - hvilke relationer indgår du i, og hvordan påvirker du og dine relationer hinanden gensidigt? Vores relationer har ekstrem stor betydning og indflydelse på vores trivsel, og det er ofte der, vi opdager, at der er noget, der er svært for os, fx hvordan vi håndterer konflikter, indgår i kærlighedsrelationer mv.
Hvordan vi har det kan komme til udtryk i symptomer som depression, stress, angst mv., og jeg tror på, at der er god grund til, at vi reagerer, som vi gør, selvom vores symptomer ikke gør livet nemt for os. Her er vi nødt til at se på, hvorfor vores system mon reagerer, som det gør, og hvordan det hænger sammen med vores tidligere erfaringer.
Individuel terapi hos mig kan tage sit afsæt i præcis de udfordringer, du oplever, og som du ønsker at arbejde med. De værktøjer, som jeg mener, er de vigtigste at fremme og arbejde med, er evnen til at blive mere bevidst om, hvad det er der sker indeni os, hvad man reagerer på og hvorfor samt evnen til at møde sig selv mere kærligt og forstående frem for fordømmende.
Mit fokus er på den måde relationelt - relationen indad til sig selv og udad til andre.
Jeg tilbyder individuel terapi til både voksne, unge og børn. Se mere om arbejdet med børn og unge under afsnittet om forældre, familier, børn og unge ovenfor.
Erfaring og metode 🧩
Jeg blev færdiguddannet som psykolog i 2013 og har siden arbejdet med familier, forældre, børn og unge med meget forskellige udfordringer, hvilket har lært mig utrolig meget om menneskers drivkraft og ressourcer og inspireret mig dybt i mit eget liv.
Jeg har altid brændt for at arbejde med børn og familier. Da jeg var ung, arbejdede jeg som lærervikar og pædagogmedhjælper samt var frivillig på krisecentre. Under min studietid arbejdede jeg på bosteder og behandlingsinstitutioner.
Jeg har som psykolog i mange år arbejdet med børn og familier i et kommunalt Familiehus, hvor jeg også i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) har samarbejdet og sparret med daginstitutioner, skoler og forældre om børns trivsel og udvikling. Jeg har mødt utallige familier med vidt forskellige udfordringer og min vigtigste opgave er at møde folk der, hvor de er med de ressourcer, behov og håb for udvikling, der viser sig.
Mit hjerte banker særligt for nybagte familier og småbørn, og jeg har stor erfaring med arbejdet med de særlige udfordringer, denne tid kan have for familielivet. Jeg har nydt godt af tæt samarbejde med dygtige sundhedsplejersker, og jeg har blik for børns udvikling, og hvad de har brug for. Herunder hvordan jeg kan hjælpe forældre til at komme tættere på deres børn og se tingene fra børnenes perspektiv. Jeg er inspireret af og uddannet indenfor bl.a. Theraplay, hvis præmis er, at vi gennem leg og omsorg kan få en mere tryg tilknytning til vores børn, hvor forældre bliver mere tunet ind på barnet og forstår barnet og dets signaler bedre.
Jeg har erfaring med undervisning og afholdelse af kurser og grupper for børn og forældre bl.a. i skilsmisseregi og har løbende efteruddannet mig i arbejdet med par, familier og børn.
Jeg er ved siden af klinikken deltidsansat i Dit Rum, som er et projekt, der støtter børn og deres familier, hvor der er alkohol- eller stofmisbrug inde i billedet. Her laver vi gruppe-, familie- og legeterapi.
Metodisk og teoretisk arbejder jeg ud fra udviklings/-og tilknytningspsykologien samt mentaliseringsbaseret tilgang. Jeg er efteruddannet i emotionsfokuseret parterapi (EFT). Det betyder, at jeg arbejder ud fra, at vi som mennesker er født til at være følelsesmæssigt forbundne med andre; også i vores voksenliv. I EFT er der fokus på hvordan vores emotionelle oplevelse af verden er, hvordan vi mærker det, og hvordan vi kan forstå os selv og andres reaktioner. Se mere om EFT under afsnittet om parterapi.
Jeg er også inspireret af og trænet i IFS (Internal Family Systems). Præmissen her er, at vores psyke består af dele, der har til opgave at passe på os, så vi ikke genoplever traumer, episoder eller følelser, som tidligere har været svære for os at håndtere. Ingen af vores dele er onde eller dårlige, men de kan komme til at gøre ting, der er uhensigtsmæssige for os. Vejen frem er at lære delene og deres funktion at kende og møde dem med forståelse og omsorg, så de ikke behøver arbejde helt så hårdt.
Vi er alle sammen forskellige, så jeg tilpasser det metodiske efter dit/jeres behov.
Jeg går selv løbende i terapi og parterapi, så jeg er helt med på, hvor svært det kan være at skulle beskæftige sig med det, der bøvler og gør ondt. På den anden side mærker jeg også, at det gør en forskel for mig selv og mine nærmeste, når jeg eller vi går ind i det svære arbejde.
Klinikken

Klinikkens facade

Klinikkens samtalerum

Klinikkens venteværelse og toilet
Praktisk og Vilkår
TIDSBESTILLING:
Book tid her
Skriv ikke personfølsomme oplysninger i sms eller på mail. Hvis der er brug for dette, kan jeg sende dig en krypteret mail, hvor dit svar så også krypteres.
AFBUD:
Meld afbud i så god tid som muligt. Afbud skal meldes senest 24 timer før aftalen, ellers faktureres det fulde beløb.
TRANSPORT:
Metro: Klinikken ligger 500 meter fra Amager strand metro.
Bus: Bus nr. 31, 18 og 77 stopper tæt ved. Der er desuden gode forbindelser fra Lergravsparken station, som ligger 1 km væk.
Der er mulighed for 3 timers gratis parkering på Italiensvej og gaderne omkring - husk p-skive.
HENVISNING:
Jeg har ikke ydernummer og har derfor ikke mulighed for at tage imod klienter med henvisning fra det offentlige/egen læge.
Hvis du har en privat sundhedsforsikring, kan du undersøge, om du har mulighed for, at du kan få tilskud eller betalt et forløb gennem den.
Hvis du er medlem af sygesikring Danmark, har du mulighed for at få tilskud til psykologbehandling. Se mere her
ØVRIGT:
Jeg er medlem af Dansk Psykologforening og mit cvr.nr. er 43930230
Kontakt
Kontakt mig endelig for spørgsmål
Book tid her
Adresse:
Os Imellem
Italiensvej 36a, kld.
2300 København S
Telefon:
+45 6174 2131
E-mail: os-imellem@protonmail.com
Åbningstider: onsdag, torsdag og fredag kl. 8.30-16.